I løbet af efteråret 2023 flytter alle sider om dansk og historie til www.suneweile.wordpress.com. Jeg anbefaler derfor, at du opdaterer dine links.
Hvad er en diskussion?
Ordet diskussion kommer egentlig af det latinske ord ’discussio’ som oprindeligt betyder ’at ryste noget frem og tilbage’. Det er meget dækkende for den opfattelse af begrebet vi har i dag, for en diskussion handler netop om at få rystet sine synspunkter godt og grundigt igennem. Dette gøres ved at fremsætte flere modstridende synspunkter på et emne, et spørgsmål eller en problemstilling, for herefter at forsøge at nå til en endelig konklusion.
Hvad er formålet med en diskussion?
Som sagt er hovedformålet med en diskussion at få rystet sine meninger grundigt igennem. Det kan der være flere gode grunde til. For eksempel viser det sig ofte, at det man gik og troede var den evigtgyldige sandhed, måske alligevel ikke passede helt så godt på alle områder. Ofte vil formålet med en diskussion samtidig være at overbevise ens læser om, at man har ret i et eller andet synspunkt. Dette gøres faktisk bedst ved at se sagen fra flere sider, fordi man på den måde kommer til at fremstå langt mere troværdig.
Hvad skal en diskussion indeholde?
Når du skal diskutere i dansk handler det om at fremsætte forskellige synspunkter om et bestemt emne. Ofte er det på baggrund af en eller flere tekster, som fremsætter forskellige synspunkter på emnet. Derfor er det vigtigt, at du er helt klar over, hvad de pågældende personer mener om emnet, hvilket du får klarlagt i din redegørelse (se ”Om at skrive en redegørelse“). Ofte står du stærkere i din argumentation, hvis du kan anvende andres synspunkter til at underbygge dine egne. Det øger troværdigheden, at det ikke kun er dig, der mener unge bruger for lidt tid på at læse aviser.
Følgende diskussionscirkel kan være med til at strukturere din diskussion:
Og her udfyldt med et konkret eksempel:
Hvordan kommer jeg i gang med en diskussion?
En diskussion handler i bund og grund om at argumentere for en bestemt holdning. Pointen ved en diskussion er blot, at du ikke kun skal fremsætte din egen holdning, men samtidig påtage dig andres holdninger. På den måde kommer du eventuel kritik af dine synspunkter i forkøbet, fordi du allerede har tilbagevist modargumenter i din egen argumentation. I retorik kalder man ofte dette for ”gendrivelse”. Samtidig fremstår du langt mere troværdig, fordi du er i stand til at se sagen fra flere sider.
Når du skal i gang med en diskussion, er det vigtigt at du bliver klar over, hvad der er din egen holdning til emnet. Du har skrevet din redegørelse og fundet andres hovedsynspunkter, nu skal du finde dine egne. Men det er vigtigt, at du ikke står alene med dine synspunkter. Det er oplagt at tage udgangspunkt i andres, og bruge deres som springbræt til dine egne synspunkter. På den måde står du stærkere, fordi du låner deres autoritet på området (se om brug af kilder længere nede).
Konkret eksempel
Hvis du fx skal skrive en diskussion om unges brug af elektroniske medier, er det oplagt at se på fordele og ulemper. Her er det en god øvelse at skrive dine påstande og belæg ned for på den måde at gøre det overskueligt:
Unge bruger for lang tid på elektroniske medier!
- Mobiltelefoner gør, at de aldrig er til stede i situationen.
- Facebook er med til at stjæle koncentrationen fra fx undervisningen.
- TV er fordummende, fordi hjerneaktiviteten er meget lav, som undersøgelser har vist.
Unge bliver dygtigere af at anvende elektroniske medier!
- Mobiltelefoner udbygger ens netværk helt enormt, fordi man altid kan komme i kontakt med hinanden.
- Facebook gør udveksling af information om fx vigtige og sociale begivenheder langt nemmere. Det vil sige flere kommer til fx kulturelle begivenheder og opmærksomheden bliver større.
- TV fylder mindre og mindre i unges mediebillede, hvor computeren har taget over fx med youtube, som øger opfindsomheden enormt, når alt indhold er brugergenereret.
Så har du de overordnede påstande og belæg klar. Herefter er det blot at få uddybet de enkelte dele med to ting: eksempler og kilder.
Hvordan anvender jeg eksempler i min diskussion?
Det er svært at argumentere uden at anvende konkrete eksempler, fordi de er med til at gøre din argumentation mere troværdig. Eksemplerne kan enten stamme fra litteratur du har læst, personer der har udtalt sig eller din egen erfaring. Ofte vil du gøre brug af det sidste, fordi det ligger lige for, og det er måske det du bedst kan huske. Men her er det vigtigt at huske på, at fordi du personligt har oplevet et eller andet er det ikke sikkert, at det altid er sådan. Det kaldes generaliseringer, og kan føre til argumenter, som slet ikke har bund i virkeligheden.
Derfor er det meget vigtigt, at du hele tiden overvejer, om de eksempler du anvender, har bredere gyldighed end blot dine personlige oplevelser. Hvis det ikke er tilfældet, må du finde nogle andre eksempler.
Konkret eksempel
Det kan være du selv har oplevet følgende:
I går sad jeg i bussen ved siden af én, der sad og sms’ede HELE vejen i skole.
Det kan føre til følgende argument:
Alle unge sms’er hele tiden, for jeg har selv oplevet at sidde ved siden af én, der gjorde det.
Denne generalisering er ikke særligt dækkende, fordi den bygger på et alt for spinkelt grundlag, nemlig din personlige erfaring fra en enkelt bustur.
Til gengæld kunne man forestille sig følgende argument:
Næsten alle unge har i dag en mobiltelefon, som de bruger til at sms’e med. Det fører bl.a. til, at man ikke umiddelbart begynder at snakke med hinanden i bussen, fordi det er vigtigere at skrive med en ven eller veninde, der sidder i en bus et helt andet sted.
Forskellen her er, at du i stedet for blot at henvise til din private oplevelse i stedet forklarer en situation, som du går ud fra alle har oplevet: unge der sms’er i bussen. Derved kommer du til at fremstå langt mere troværdig.
Alligevel kunne du sagtens argumentere imod ovenstående argument: På den anden side kunne man sige, at man formentlig aldrig har kommunikeret voldsomt med dem man tilfældigvis kørte i bus med, for hvad havde man egentlig tilfælles? Hvad skulle man snakke om? Tværtimod har mobiltelefonen gjort, at det er langt nemmere at holde kontakten med venner og veninder, som bor længere væk, og som man måske ikke ser så tit. Dermed ender man med langt mere indholdsrig kommunikation. Og slipper for at sidde og glo ud i luften i bussen.
Så er diskussionen allerede i gang. Skulle det underbygges yderligere kunne du fx finde udtalelser på nettet fra en forsker el.lign. som havde en holdning til emnet. På den måde ville det ikke blot være dig selv, men en anden person med større autoritet, som kunne underbygge dit argument.
Det bringer os videre til det næste vigtige område i det at diskutere, nemlig at anvende kilder.
Hvordan anvender jeg kilder i min kronik?
I en diskussion er det vigtigt, at du får anvendt kilder, når du skal argumentere. Det kan være udtalelser i nyhedsartikler fra fx forskere, tabeller, citater fra lærebøger eller hjemmesider m.m. Når du skal vurdere en kildes troværdighed er det vigtigt, at du gør dig klart: hvem der taler eller skriver (hvad ved vedkommende om emnet?), hvornår det er fra (er der kommet ny viden om emnet?) og hvilken tendens den har. Begrebet tendens anvendes ofte i historiefaget og dækker over spørgsmålet om, hvorvidt personen forholder sig objektivt til emnet, eller om vedkommende har en interesse i at fremstille sagen på en bestemt måde. Fx er det et krav, at journalister skal fremstille en sag så objektivt som muligt og sørge for, at alle implicerede parter bliver hørt. Modsat vil en regering sjældent kritisere sin egen indsats, og har derfor en ret stor tendens, hvis de skal udtale sig om en sag de selv er en del af. Det samme kan gælde en forsker i genetik, som sjældent vil forholde sig til de etiske overvejelser, fordi de bremser det arbejde, som han mener, der er vigtigt at udføre. Modsat Etisk Råd, som netop er nedsat til at kunne behandle etiske spørgsmål fx indenfor forskningen. De har begge en tendens, når de udtaler sig, men er til gengæld modsatrettet.
Derfor er det vigtigt, at du er helt klar over, hvem der udtaler sig og om hvad. Det er dog ikke ensbetydende med, at alle altid udtaler sig ud fra egne interesser, og derfor måske endda lyver om fx resultater m.v. Det er en lige så stor fejl at antage det hver eneste gang.
Det er vigtigt at huske på, at der ikke må anvendes fodnoter i danskafleveringer (undtaget dansk/historieopgaven, SRO og SRP). Overhovedet! I stedet skal citater fra kilderne skrives direkte ind i teksten. Det samme gælder henvisninger til de bøger, hjemmesider m.v. du har hentet citaterne fra.
Konkret eksempel:
I ”Litteraturens Veje” betegnes kernen i postmodernismen i 1980erne, som ”opgøret med tomheden og kriseoplevelsen som det afgørende i det moderne liv og den moderne kunst.” Det betyder, at…
I Fyens Stiftstidende den 3. august 2008 skriver Michael Halskov i artiklen ”En kort og en lang”, at mobiltelefonen med sine sms’er er ”et medie, der kan forstyrre, fordi det kommer ind alle vegne, i alle sprækker.” Det kan han have ret i, men…
Det vigtigste ved en diskussion er:
- At du har en redegørelse at diskutere ud fra
- At du får styr på dine egne synspunkter på emnet
- At du ser emnet fra flere sider
- At du inddrager eksempler og kilder til at underbygge din argumentation
- At du ikke anvender fodnoter
Konkret eksempel
Uddrag fra diskussion – Skal kriminelle have lov til at udgive selvbiografier?
Spørgsmålet [om hvorvidt kriminelle skal have lov til at udgive selvbiografier] er selvfølgelig relevant, fordi historierne appellerer til de fleste mennesker, men samtidig kan have en negativ påvirkning på læserne. Hvad hvis man frelser de kriminelle ved at skrive om dem? På den ene side vil det være mærkeligt, hvis de store mediehuse begynder at fortie historier, som interesserer befolkningen. Folk er jo egentlig selv ansvarlige for, hvad de læser, og hvordan de opfatter det. På den anden side mener jeg, at dem der udgiver historierne, skal være mere kritiske over for, hvordan de formidler og fremstiller beretningerne i både bøger og aviser, så man ikke risikerer, at læserne bliver manipuleret til at få sympati med de nyudsprungne skribenter. En anden bagside ved udgivelserne kan være, at de pårørende efter et drab kan føle sig dybt krænket, hvis morderen får lov til at udtale sig og forsvare sig offentligt. Måske bliver den kriminelle ligefrem ”berømt” for at have tage livet af et andet menneske.
Sørine Godtfredsen er dybt uenig i, at man må skrive, hvad folk vil læse om. Hun savner omtanke og overvejelser i fremstillingen af de kriminelles fortællinger. Forbryderne skal forties, og de skal ikke have lov at være i mediernes søgelys. Men jeg er ikke sikker på, at det er løsningen. Jeg tror, ligesom Bent Falbert giver udtryk for, at folk i de fleste situationer selv kan sortere i, hvad de vil læse om.