I løbet af efteråret 2023 flytter alle sider om dansk og historie til www.suneweile.wordpress.com. Jeg anbefaler derfor, at du opdaterer dine links.
Hvad er en redegørelse?
En redegørelse er en gengivelse af det vigtigste indhold af en tekst, og måden den er skrevet på. Redegørelsen adskiller sig fra fx referatet ved, at den ikke følger tekstforlægget (den tekst der redegøres for) kronologisk. I stedet uddrager den de væsentligste elementer, og fremstiller dem i en rækkefølge, hvor det vigtigste dvs. hovedsynspunktet kommer først, herefter de argumenter der underbygger hovedsynspunktet osv.
Hvad er formålet med en redegørelse?
Formålet med en redegørelse er, at den skal gøre læseren i stand til at forstå de vigtigste synspunkter og konklusioner i en tekst, som vedkommende ikke nødvendigvis selv har læst. Det gør det muligt for dig at diskutere indholdet i teksten, samtidig med at din læser er bekendt med den tekst, som du diskuterer.
Derfor skal en redegørelse også være så saglig som overhovedet muligt, og må under ingen omstændigheder indeholde subjektive holdninger til skribentens synspunkter. Hvis en redegørelse ikke er saglig, kommer du til at fremstå som utroværdig, og det vil være alt for nemt for skribenten til den tekst du diskuterer at skrive et nyt indlæg, hvor det er dig, der står for skud. Derudover skal den indeholde en karakteristik af argumentationsformerne i teksten. På den måde står det klart, om skribenten er velargumenteret eller bruger forskellige retoriske kneb til at overbevise modtageren med.
Hvad skal en redegørelse indeholde?
En redegørelse skal indeholde en forklaring af tekstens hovedsynspunkter, og den måde de bliver formidlet på dvs. de argumentationsformer skribenten anvender. Det er igen vigtigt, at du ikke kommer til at redegøre for teksten i kronologisk rækkefølge. Vær opmærksom på dit ordvalg i den sammenhæng. Fx skal du sjældent skrive “i begyndelsen af artiklen argumenterer…”. I stedet skal du brug vendinger som “hovedsynspunktet i teksten er…” eller “til at underbygge dette synspunkt anvender…”. På den måde gør du det tydeligt for skribenten, hvad der er hovedsynspunkt, og hvad der er undersynspunkter i teksten.
Hvordan kommer jeg i gang med en redegørelse?
Det første du skal gøre er at finde synspunkterne i teksten dvs. de påstande, som skribenten kommer med. Når de er skrevet ned evt. med påstand og belæg, skal du danne dig et overblik over hovedsynspunktet i teksten. Dvs. hvad er den overordnede påstand, der bliver argumenteret for?
Konkret eksempel:
De unge på 30
Det er tydeligt, at unge i dag slet ikke er selvstændige nok, og det værste er, at det vil give dem problemer, når de bliver voksne. Det er blevet mere og mere almindeligt, at det er forældrene, der tager kontakt til tandlægen, SU-styrelsen, gymnasiet osv. Det lærer langt fra de unge at tage ansvar, og det bliver svært for dem på længere sigt at vænne sig til det ansvar der følger med, når man bliver voksen. Man hører ofte, at det er fordi unge har så travlt med deres uddannelse, så det er i orden, at forældrene træder til og hjælper lidt. Men den vigtigste uddannelse man kan få som ung, er at lære at stå på egne ben. Det lærer man ikke så længe forældrene finder arbejde til ”de unge voksne”, når de er fyldt 30!
Sune Weile
31.01.11
I ovenstående læserbrev er den overordnede påstand (hovedsynspunktet), at unge ikke længere tager ansvar for sig selv. Herefter består teksten af en række belæg og påstande, som forsøger at underbygge den overordnede påstand. Det kan opstilles på følgende måde:
Hovedsynspunkt (overordnet påstand): unge er ikke selvstændige nok
Belæg for den overordnede påstand: fordi forældrene ordner det meste for dem
Belæg: forældrene hjælper de unge med at finde et arbejde
Belæg: forældrene ringer til SU-styrelsen for dem
Gendrivelse: unge har travlt med uddannelsen
Påstand: det vil få konsekvenser for dem senere hen
Belæg: når de ikke får ansvar tager de ikke ansvar
I et sammenhængende afsnit kunne redegørelsen se således ud:
På sin blog den 31.01.11 skriver Sune Weile, at unge ikke længere tager ansvar, fordi forældrene i alt for høj grad hjælper dem. Det er fx når de unge skal kontakte tandlægen, SU-styrelsen eller gymnasiet, at Weile mener, de unge får for meget hjælp hjemmefra. I sin argumentation anvender Weile humor til at overbevise sin læser. Det får teksten til at fremstå lidt utroværdig, når han afslutter med at kalde trediveårige for de “unge voksne”.
Weile mener, at argumentet ofte er, at de unge har for travlt med deres uddannelse til at sørge for de praktiske ting. Men det ser han som en dårlig udvikling: ”Det lærer langt fra de unge at tage ansvar, og det bliver svært for dem på længere sigt at vænne sig til det ansvar der følger med, når man bliver voksen.”(Weile, 2011 s.1) Dermed er det ifølge Weile indirekte forældrenes skyld, hvis de unge ikke kan tage det fulde ansvar, når de bliver voksne.
Derefter er du klar til at diskutere synspunkterne. Men læg mærke til, at redegørelsen ikke indeholder subjektive udsagn, som siger noget om, hvorvidt du er enig eller ej.
Det vigtigste ved en redegørelse er:
- Den skal altid skrives i nutid.
- Den skal være saglig og uden subjektive kommentarer overhovedet.
- Du skal have udlagt teksten for læseren, så vedkommende forstår den.
- Den skal ikke opbygges kronologisk efter tekstforlægget, men i stedet opbygges så de væsentligste synspunkter kommer først, herefter de underbyggende osv.
- Den skal skrives sammenhængende dvs. ikke i punktform.
- Den skal indeholde enkelte citater fra teksten.
Konkrete eksempler:
Christoffer Guldbrandtsens ”Den hemmelige krig ”og Janus Metz’ ”Armadillo” er bare to eksempler på den kritiske, subjektive og fiktionslignende dokumentarfilm, som har været på det store lærred efter årtusindskiftet. På boghylderne har blandt andre Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” gjort det ud for den nye hybridgenre mellem fiktionens frie fantasi og den virkelighedsbundne faktion. Flere af værkerne er blevet modtaget med stor kritik af især folk som ufrivilligt har medvirket, men også dele af den menige befolkning har taget kritisk imod instruktørernes og forfatternes arbejde.
Men Karsten Wind Meyhoff og Andreas Harbsmeier, som er forfattere til artiklen ”En æstetisk fornyelse af journalistikken” fra Lettre Internationale #17, vinter 2007, forholder sig anderledes til den nye genre. For dem er det netop nedbrydningen af de traditionelle mure mellem fakta og fiktion, som giver de eksperimenterende og til tider provokerende værker deres vigtighed i vores samfund: ”De [værkerne] falder med andre ord uden for de gængse kontraktformer mellem afsender og modtager. Imidlertid er det netop denne placering mellem to stole, der er selve deres eksistensberettigelse.” (s. 8)
Meyhoff og Harbsmeier er kritiske over for den nuværende journalistik, som de mener hele tiden bør udfordres, revideres og fornyes. De mener, at journalistikken er for traditionel, upersonlig og irrelevant for de læsere, som værdsætter personligt engagement og indlevelse i måden at formidle nyhedsstof på: ”Blot kan det konstateres, at journalistikken – i sin illusoriske forestilling om objektivitet – er blevet mere blodfattig og uden skæret af nødvendighed.” (s. 10)
Rollen som journalistikkens udfordrer og konstruktive coach mener de kan udfyldes af de eksperimenterende kunstnere og deres værker. Meyhoff og Harbsmeier ser ligefrem så store kvaliteter i den nye genre, at de i artiklen argumenterer for, at de ”kreative journalister”/kunstnere skal flytte over på avisredaktionerne for at supplere og drille de nuværende journalister: ”For journalistikken har hele tiden brug for at få udfordret sine gængse forestillinger, få brudt med klicheer og indøvede rutiner. Her kan og bør dokumentarfilmen, erindringsromanen, den litterære reportage og den dokumentariske kunst med deres konstante udfordring af vores virkelighedsopfattelse være et væsentligt modbillede og alternativ” (s. 10)
Grunden til at Meyhoff og Harbsmeier har et anderledes og positivt forhold til værkerne end mange af de udsagn, der er blevet udtrykt ved udgivelserne er, at de mener, at kritikerne fokuserer på en forkert side af værkerne. Formålet med dem er ikke, ifølge artiklen, at svare på spørgsmål om virkeligheden, som formålet er med den traditionelle journalistik, men derimod at lægge op til debat om virkeligheden og de medvirkende aktører: ”Den subjektive fremstillingsforms fineste kvalitet er ikke at sige sandheden om tingenes tilstand. Derimod vil den fremprovokere en seriøs stillingtagen til en problematik og dermed synliggøre interesser og selvopfattelser blandt aktørerne i et givent miljø.” (s. 9)
Værkerne skal altså fremprovokere debatter og overvejelser over temaerne i værkerne. Om virkeligheden er beskrevet faktisk eller manipuleret er derfor ikke så relevant. Genrens evne til at sætte tanker og refleksion i gang, får Meyhoff og Harbsmeier til at overveje, om kontrafaktisk journalistik, en opstilling af mulige virkelighedsscenarier og falske nekrologer kan blive en del af den brede nyhedsformidling.
©Sune Weile